Krebsen

Krebsen

Horoskop for uge 49

- Tiden læger ikke alle sår

Merkurs indtræden i jomfruen er et tvetydigt tegn for krebse i denne uge. Det kan enten tyde på, at du kommer voldsomt til skade, eller at får den bedste oplevelse i dit liv. Undgå forsøg med erotisk kvælning, da du i så fald vil kunne risikere begge dele.

Ugen vil byde på en glædelig overraskelse. En gammel ven, du ikke har set i mange år, vil dukke op, og I vil sammen genopleve mange gode stunder over en kop øl. Desværre vil ugen også give dig et økonomisk tab, fordi vennen låner 2.000 kroner af dig, og du først for sent kommer i tanke om, hvorfor det er så længe siden, du sidst så ham.

Jobmæssig er det en skidt uge for dig. Chefen opdager, at du ofte bare går og fiser den af i arbejdstiden, så du kan roligt glemme alt om den ellers lovede lønforhøjelse.

Du slipper ikke for chefens fulde opmærksomhed i lang tid fremover, så du vil rent faktisk blive nødt til at lave noget i arbejdstiden. Måske det vil være en god ide at begynde at lede efter et nyt job - næste uge vil være et gunstigt tidspunkt for jobskifte, eftersom Venus der befinder sig i krebsens 9. hus.

Prøv at finde et job i en stor virksomhed, så er der større chance for, at du kan drive den af, uden at det bliver opdaget.

Om Ugens Horoskop | Kontakt: webmaster@ugens-horoskop.dk.