Vandmanden

Vandmanden

Horoskop for uge 02

- Tredje gang er heller ikke lykkens gang

Merkurs indtræden i jomfruen er et tvetydigt tegn for vandmænd i denne uge. Det kan enten tyde på, at du kommer voldsomt til skade, eller at får den bedste oplevelse i dit liv. Undgå forsøg med erotisk kvælning, da du i så fald vil kunne risikere begge dele.

Ugen vil byde på en glædelig overraskelse. En gammel ven, du ikke har set i mange år, vil dukke op, og I vil sammen genopleve mange gode stunder over en kop øl. Desværre vil ugen også give dig et økonomisk tab, fordi vennen låner 2.000 kroner af dig, og du først for sent kommer i tanke om, hvorfor det er så længe siden, du sidst så ham.

Merkur er på vej ind i vandmandens hus samtidig med, at Venus er placeret på kvadratet til jomfruen. Det er en usædvanlig konstellation, der har direkte betydning for din økonomi. Du behøver således ikke at tænke på at betale boligudgifter de næste mange måneder. Betaling bliver ikke aktuel igen, før Merkur atter forlader vandmandens hus, og det sker først om syv måneder. Forudsigelsen er ret sikker, men der er lidt usikkerhed om årsagen. Hvis kometen Hale-Bopp passerer gennem jomfruen, vil du modtage et brev om, at en ukendt onkel i USA har betalt samtlige dine boligudgifter for de næste syv måneder. Hvis kometen i stedet passerer gennem vædderen, vil du modtage en meddelelse fra fogeden om en udsættelsesforretning.

Om Ugens Horoskop | Kontakt: webmaster@ugens-horoskop.dk.